Hvad er der med os mennesker? Hvorfor har vi en rigtig god weekend, men det vi husker allerbedst, er da vi kommer op at skændes med kæresten i supermarkedet? Hvorfor ser vi et smukt rum og zoomer ind på det billede, der hænger skævt? Er vi bare dømt til altid at have de negative briller på?
Rent genetisk er svaret faktisk ja. Vores hjerner er wired til at fokusere på det negative fremfor det positive. Det skyldes, at vores hjerner på mange måder stadig ligner de hjerner, vores forfædre havde, da de løb rundt på savannen og konstant kæmpede for at overleve.
Forestil dig, at du hele tiden er i overhængende fare for at blive spist. Så virker det lige pludseligt ret fornuftigt, at din hjerne hele tiden afsøger dine omgivelser for det mindste tegn på, at noget ikke er, som det skal være. Eller forestil dig, at det vil betyde den visse død, hvis du bliver udstødt fra flokken. Så er din hjerne da ret smart, når den hele tiden leder efter årsager til, at de andre skulle få lyst til at slå hånden af dig. Den prøver på at undgå det, så du kan overleve.
Problemet er, at vi ikke længere lever i et samfund, hvor vi hele tiden er i fare for at dø. Vores hjerner ved det bare ikke. Derfor bliver det tit problematisk for os, at vores hjerner gerne vil finde det negative i alle livets sammenhænge. Vi kommer til at overtænke og bekymre os i stedet for at leve i de momenter, som er fyldt med glæde og tilfredshed.
Er vi så bare overladt til urmenneskets hjerne og dens luner? Nej, heldigvis ikke. Men det kræver en aktiv indsats fra vores side, hvis vi vil ændre den måde, vores hjerne tænker på. Det kan du læse mere om her.
For nu vil jeg bare huske dig på, at din hjerne forsøger at passe på dig og hjælpe dig til at overleve.
Kærlig hilsen
Nina, psykologistuderende
.jpg?etag=&sourceContentType=&ignoreAspectRatio&resize=385%2B257&extract=0%2B0%2B385%2B252)
Forestil dig, at dine tanker tager forskellige veje inde i din hjerne. De veje, du tit går ad i tankerne, er blevet brede og asfaltbelagte og de veje, du sjældent tager, er små, hullede og tilgroede. Måske de begge kan tage de fra A til B (fx fra sanseindtryk til handling), men det er langt lettere at tage den brede, asfaltbelagte gade end at kæmpe dig frem ad de knapt så brugte veje. Hvis du aldrig har modarbejdet din hjernes lyst til at se det negative, så er der en stor sandsynlighed for at de brede veje fører dig frem til en negativ konklusion (fx "min kæreste råbte af mig, men det er også fordi jeg er så uduelig og uelskelig) og at du måske slet ikke ved, hvor de små veje fører hen.
Næste gang, du tager dig selv i at være på vej ned af en velkendt, asfalteret hjernevej, så prøv om du kan stoppe op og lede efter nogle af de små sideveje. Du kan sige til dig selv "stop en halv, jeg kender godt den her vej, det er vejen, der ender med, at jeg kommer til at sidde under min dyne og have ondt i maven over, hvor dårligt mit liv er. Gad vide om der er andre veje? Kan jeg forstå situationen anderledes?". De første gange, du prøver, kommer du måske ikke længere end hertil, men på et tidspunkt - og måske med hjælp fra en psykolog eller en anden samtaleparter - vil du få øje på en eller flere sideveje. Hvis vi tager eksemplet med den råbende kæreste, så kan det være den indre monolog kunne lyde sådan her: "min kæreste råbte af mig, uf nu har jeg lyst til at gå ned af den kendte hjernevej, som ender i at jeg er uelskelig... Kan jeg få øje på andre måder at forstå det, der skete? Hmm... Var der ikke noget med at min kæreste var ret presset på arbejdet i denne uge? Og nu hvor jeg tænker mig om, så ved jeg jo også godt, at hun bliver helt overstimuleret, når vi handler i myldretiden. Måske handlede det slet ikke om mig, men om hende. Måske vi lige skal snakke om, hvordan jeg kan hjælpe hende i denne pressede
tid, og hvordan vi kan undgå, at hun kommer til at råbe af mig næste gang vi er ude og handle".
Efterhånden som du tager sidevejene oftere, vil din brede hjernevej forfalde og sidevejene vil fremstå mindre overbegroede. Med andre ord vil det blive lettere for dig at tage sidevejene, jo mere du øver dig.
Så fat mod. Med en masse øvelse kan vi faktisk ændre på, hvordan vores hjerne tænker.
Kærlig hilsen
Nina, psykologistuderende
Hvorfor er det vi kan få hjertebanken når vi og kæresten er uenige om hvis tur det er til at stå for aftensmad? Eller hvorfor vi kan blive helt tørre i munden når chefen uforudset gerne vil snakke med os på sit kontor?
Det kommer af, at vi i kroppen har, hvad vi kalder nervesystemet. Når nervesystemet registrerer noget, der kunne være farligt for os, sætter det sympatiske nervesystem i gang. Det er det mange kender som fight/flight-responsen. Kort sagt gør vores krop altså klar til at skulle handle hurtigt for at overleve. Det betyder at vi kan få kolde hænder og fødder, fordi blodet trækkes ind til de store muskler, så vi kan løbe vores vej eller kæmpe for livet, vores hjerte banker hurtigere for at kunne give musklerne det blod, de skal bruge, og vi kan få en knugende fornemmelse i maven, når tarmene holder op med at fordøje for at bruge energien andre steder.
Alle disse - og flere - reaktioner finder sted i kroppen, uden at vi behøver at tænke over det. Vores krop er fra naturen indstillet til at hjælpe os til at overleve. I sig selv er det et rigtig smart system, men for nogle mennesker falder nervesystemet ikke rigtig til ro igen efter aktiveringen. Kroppen kan blive ved med at være i alarmberedskab, også når der ikke er en åbenlys grund til det. Det kan føre til dårlig søvn, irritabilitet, angst etc.
Nervesystemet har altså brug for at falde til ro igen.
Hvis man i længere tid har gået rundt med et overaktiveret nervesystem, er det ikke altid helt let, men der er heldigvis ting vi kan gøre for at hjælpe vores nervesystem til at falde til ro. Det gør vi ved at ”snyde” nervesystemet. Har du nogensinde fået at vide at et par dybe indåndinger hjælper? Dette er én måde at berolige nervesystemet. Tænk på det sådan her: Hvis du bliver jagtet af en sabeltiger (hvilket i bund og grund er det dit nervesystem er bange for) så har du ikke tid til at sætte dig ned, lukke øjnene og trækket vejret dybt 4 gange. Så hvis det er det du gør, så må det være fordi du faktisk ikke er ved at blive spist af en sabeltiger. På denne måde kan vi altså hjælpe nervesystemet til ro igen. Hvis dybe vejrtrækninger ikke virker for dig, så prøv virkelig at mærke dine fødder på jorden, bevæg tæerne og skift vægten rundt på fodballerne, mens du koncentrerer dig, om hvordan det føles, mærk din krop i stolen og skift vægten rundt her også. Det handler om at finde en måde, du kan overbevise dit nervesystem om at du ikke er i fare.
Det skal siges at det ikke er en mirakelkur. Langvarig aktivering af nervesystemet (stress) løses ikke ved at man i én situation trækker vejret dybt et par gange. Men ved at hjælpe nervesystemet til ro når det er højt aktiveret i ufarlige situationer, kan vi mindske ubehaget i situationen selv, og lære vores krop at falde hurtigere til ro efter aktivering. Øvelse gør mester.
Venlig hilsen
Sara, psykologistuderende
Telefontider
Mandag-fredag
8:30-9:00
Svarer vi ikke på dit opkald, er du velkommen til at lægge en besked til os med dit navn og nummer.
Konsultationstider
CVR: 44314053
Vores mail er ikke krypteret. Vi anbefaler derfor, at du undlader at sende personfølsomme oplysninger i din mail
