Noget af det første man må erkende når man arbejder med sin psyke er, at ligegyldigt hvor meget man prøver at styre tanker og følelser, så vil man altid møde begrænsninger i forhold til hvad man faktisk kan kontrollere. Derfor er sammenligningen med naturkræfter nærliggende, og en kraft jeg altid vender tilbage til, er havet.

Både fordi jeg elsker havet, og samtidig er bevidst om nødvendigheden i at respektere havet. Alle der bevæger sig ved havet, kender sandsynligvis talemåden "kun en tåbe frygter ikke havet", fordi man ikke skal slække på sikkerheden, når det kommer til vand, for det er så kort tid der er forskellen på liv og død. Samtidig er der for mange mennesker noget dragende ved vand, og især havet, og så må man lære hvordan man respekterer elementet. Og så bliver analogien med vores indre liv nærliggende, for ligesom vi kan forsøge at begrænse havet med dæmninger og diger, så kan vi forsøge at begrænser vores følelser og tanker, men det er langt lettere hvis vi i stedet lærer hvordan vi lever på naturens præmisser, og lader et vandløb sno sig og en vinterstorm rasere stranden, og indretter os herefter.

Når det kommer til tanker og følelser, så vil det være en fornemmelse af at miste kontrollen hvis vi lader store følelser fylde. Det kan være grundfølelser som fx vrede, sorg og frygt og det kan være mere afledte følelser som skam over at føle jalousi eller lyst, men fælles er at når man forsøger at undertrykke følelser, så ender de med at ligge og ulme i underbevidstheden, og enten forstyrre vores indre ro, og måske søvn, eller komme til udtryk i form af forskudt frustration, hvor det ikke er den reelle årsag, som bliver undskyldning for en frustration. Et eksempel på forskudt frustration er når en træls arbejdsdag går ud over familien, eller hvis man føler en tiltrækning af noget "forkert" og så bliver indædt modstander.

Derved ender det som var et forsøg på at kontrollere med at blive det stik modsatte af kontrol, hvor det at undertrykke ender med at forstyrre endnu mere, og forplumrer vores fornuft.

Hvis vi derimod tør kigge indad, og anerkender hvad vi end må opdage der inde, så kan vi træffe aktive valg om hvilke følelser og tanker vi har lyst til at give plads og hvilke vi måske blot lader blive som en fantasi. Noget af det vigtigste at huske i den forbindelse er at vi defineres af vores handlinger, og ikke den forudgående refleksion.

Så vi skal ikke kontrollere havet, men lære det at kende, så vi ved hvilke emner eller situationer som er risikofyldte minefelter, hvor vi skal træde mere varsomt for ikke at miste kontrollen over vores adfærd. Målet er således ikke at kontrollere følelsen som vækkes, men kontrollere adfærden udadtil, som Jon Kabat-Zinn formulerede så fint, så kan du ikke stoppe bølgerne, men du kan lære at surfe. Så fra at havet er noget ødelæggende og farligt, så kan det udnyttes.

På samme måde med vores følelser, så kan de ses som noget der er forstyrrende for vores ro, som skal undertrykkes og korrigeres, men at det udelukkende handler om kontekst, hvornår en følelse en hensigtsmæssig eller ej - på samme måde som med havet.

Vi kan godt tænke at roligt hav er det bedste, men for det første er det ikke realiteten, så vi skal helst kunne eksistere selv når det ikke er ro

ligt indre, og for det andet så går vi glip af indblikket i vores underbevidsthed, hvis der aldrig er uro. Så det at surfe det oprørt

e hav er at lære sig selv bedre at kende når vi er påvirket af vores følelser, når vi er frustrerede, hvad er det så som frustrerer - er der mønstre? Hvis vi fx føler vrede eller frygt, hvad udsprang den følelse af, og kan vi korrigere årsagen? Så vi ikke skal forsøge korrigere følelsen, da det var en respons på en påvirkning, men at vi godt kan undersøge den udløsende årsag, og så bliver vi stille og roligt klogere på os selv - og lærer at surfe.