Jeg har ofte en snak med klienter om hvad deres hensigt reelt er, da det ofte viser sig at denne er sløret af vanetænkning og misforståede hensyn. Ligeså velmenende et hensyn kan være, ligeså meget kan det begrænse effekten, hvis man afholder sig fra at formidle hvad man reelt ønsker.

Hvis vi ikke får formuleret over for os selv, hvad vores hensigt er, så har vi ingen mulighed for aktivt at bevæge os i den rette retning, og hvis vi ikke formulerer det overfor omgivelserne, bliver sandsynligheden for at blive mødt i vores behov markant forringet.

At formulere sin hensigt klart kan sammenlignes med nytårsforsætter, som risikere at forblive ved de gode intentioner, men aldrig rigtig følges op, eller kun kortvarigt. For at en intention skal virkeliggøres skal den gøres så opnåelig som muligt og en anden vigtig detalje er at en intention formuleres som noget du gerne vil opnå, fremfor noget du vil undgå.

(Så er vi i øvrigt ovre i motivationspsykologien, og her forholder jeg mig til vigtigheden af formuleringen, og ikke selve udførelsen, under Motivation)

Når det kommer til at formulere vores behov overfor omverdenen, så bliver begrebet misforståede hensyn relevant.

Vi kommer automatisk til at analysere vores omverden ud fra vores eget værdisæt, og egne ønsker, og ligeså velmenende det måtte være, ligeså forkert, og potentielt dysfunktionelt kan det risikere at være. I stedet for at formode at andres ønsker er synonyme med dine egne, så vær nysgerrig og fordomsfri. Spørg hvad den anden ønsker, og undersøgende på hvordan den anden ser verden og hvad som er værdiskabende.

Jeg har en yndlingseksempel fra en tv-udsendelse hvor et sødt ældre ægtepar blev interviewet i anledning af deres diamantbryllup, hvor de blev spurgt til hemmeligheden for et langt og lykkeligt parforhold, og manden svarede at det var fordi de tog hensyn til hinanden, og forklarede at han fx altid tog overen (øverste halvdel af et rundstykke), fordi han ønskede at give sin hustru det bedste.. Hun kigger så på ham og siger at hun faktisk bedst kan lide underen, men tilsvarende ønskede det bedste for ham.

Ligeså sødt det måtte være, så har de muligvis i alle 60 år fået den mindst ønskede del af rundstykket af hensyn til den anden, og fordi det er rundstykker, så går det jo nok, men hvad nu hvis det gælder alt muligt andet? Hvis vi i hensynstagen til andre kommer til at formode at vi er ens?

De misforståede hensyn er en udfordring i parforhold såvel som alle andre relationer, i familier, blandt venner og på arbejdspladser, og altså også i relationen med os selv. Hvis vi ikke fokuserer på at formulere hvad vi reelt ønsker, så bliver det rent tilfælde hvis vi lykkes, og omvendt hvis vi undersøger hvad vi foretrækker, og sørger for at formidle det, så er chancen for at det opnås markant forbedret. Det kan være ved noget så simpelt som et rundstykke, og så de helt store, livsdefinerende ønsker og drømme.