Der forekommer at være et stigende behov for at diagnosticere "velfungerende" individer med en psykisk lidelse eller en udviklingsforstyrrelse. De har ofte levet med en mere eller mindre konstant forkerthedsfølelse, men genkender sig selv i definitionen visse diagnoser, og nok især hvad de er blevet udvidet til, blandt andet via internettet.

På sociale medier er det nærmest blevet unormalt ikke at have en diagnose, og med til den udbredelse er der blevet tilført en række forskellige definitioner, af mere eller mindre tvivlsom videnskabelig kvalitet. Det er derfor vigtig at skelne mellem hvornår symptomerne er så udfordrende at der er tale om en decideret diagnose, og hvornår det blot er træk, som kan øge selvforståelsen/forståelse fra omgivelserne, men begge dele kan være gavnlige at italesætte.

De typiske medfødte diagnoser der er tale om er:

• ADHD (Attention deficit hyperactivity disorder/opmærksomhedforstyrrelse)
• ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelser)
• Derudover hører også ord- og tal-blindhed (dyslexi og dyskalkuli) typisk under samlebetegnelsen neurodivergent

Og de erhvervede psykisk lidelser:

• OCD (Obsessive-Compulsive Disorder/tvangslidelse, hvor der er en arvelige disposition, men ofte en udløsende faktor)
• PTSD (Post-traumatic stress disorder/belastningsreaktion som følge af en traumatisk hændelse)
• Organiske (hjerneskader og fx demens)
• Misbrugsbetingede
• Affektive (depression og mani)
• Angst (fx fobier, panikangst og desuden som symptom på belastning)
• Belastningsreaktioner (stress) af andre årsager end traumer

Årsager til de erhvervede psykiske lidelser kan være:

• Biologiske faktorer, som arvelighed, hjerneudvikling og kemiske ubalancer i hjernen
• Psykologiske faktorer, som stress, traumer, sorg, lavt selvværd og copingmekanismer
• Sociale faktorer, som dårlige sociale forhold, isolation, mobning og vold
• Fysisk sygdom, hvor visse fysiske sygdomme kan påvirke hjernen og medføre psykiske lidelser

Typiske symptomer på psykiske lidelser, både medfødte og erhvervede kan være:

• Humørsvingninger/følelsesmæssig ustabilitet
• Indlæringsvanskeligheder
• Koncentrationsbesvær
• Hukommelsesbesvær
• Angst, uro og frygt
• Vrangforestillinger/hallucinationer
• Personlighedsændringer
• Søvnforstyrrelser
• Appetitændringer
• Social tilbagetrækning/isolation

Jeg benytter samlebetegnelsen "neurodivergent",  ikke fordi den egentlig er særlig god, fordi det jo reelt betyder "hjernemæssigt afvigende", og umiddelbart tyder alt jo på at det snarere må betragtes som en anden form for "normal", udbredelsen taget i betragtning.

Jeg ville nok foretrække ordet "neurovariant", eller noget helt tredje, men jeg bruger begrebet, fordi det er så velbeskrevet, og fordi det alene er med formålet at have begreber til at adskille én type individer fra en anden.

Hele den snak bliver hurtig et spørgsmål om retorik, og ableisme (handicapdiskrimination), og jeg er bevidst om at ord har værdi, og jeg sætter pris på hele den politiske debat, men i nærværende henseende er det irrelevant hvilken betegnelse der benyttes, da det er selvforståelse det handler om, og forkerthedsfølelsen der ønskes at korrigere.

Jeg ser frem til at vi får et endnu mere nuanceret fælles sprog for den her forskellighed, som fx gør differentieret undervisning meningsfuld, hvor undervisningen tilrettelægges eleven. Som giver mulighed for at opnå det mest velfungerende samarbejde, både privat og professionelt, hvis man vel at mærke er ærlig og tydelig i at formulere styrker og udfordringer og udnytte forskelligheden.

Indtil videre benytter jeg derfor neurodivergent kontra neurotypisk, hvor "divergent" dækker over de klassiske udviklingsforstyrrelser, inklusiv ordblindhed og talblindhed, samt psykiske lidelser som OCD, angst, stress og PTSD, inklusiv de mildere ramte, hvor det primært blot er nogle særlige hensyn der skal tages, for at individet fungerer, og måske endda trives.

Hele snakken om hvornår man kan betragtes som velfungerende, er naturligvis også relevant at få med. Om det er i forhold til omgivelserne eller om det er den indre trivsel, som afgør om man er "velfungerende" eller ej, men i forhold til selvforståelsen, er det igen et potentielt sidespor, som ikke adresseres yderligere i det her blog-indlæg.

Den her udbredelse af en diagnose, gør det relevant at være skarp på hvem som er medicinsk behandlingskrævende, og hvem som "bare" har nogle træk, som man kan lære at leve med, og optimalt lære at udnytte.

I traditionel forstand er det først relevant at diagnosticere, når individet er negativt påvirket i svær eller ligefrem sygelig grad, men når det kommer til selvforståelse kan det være enormt øjenåbnene at bruge begreber fra diagnoser.

Hvis jeg har en klient hvor vedkommende selv, eller omgivelserne har tænkt at det er genkendeligt når man fx har hørt om ADHD-symptomer, så er det nødvendigt først at adressere nervesystemet, som er en fælles faktor for de fleste neurodivergente. Mange vil opleve en vis udstrækning af negativ spiral, hvor den konstante mentale og/eller fysiske overbelastning for at fremstå normal presser nervesystemet mere og mere, og ofte bliver konsekvensen at det er en belastningsreation (stress), depression eller angst, som fylder mest i de indledende terapisessioner.

Noget at det som vi så søger at afdække er om nervesystemet påvirkes af noget bagvedliggende og angst fx er et symptom på noget andet, eller om det er den udløsende faktor.

Psykiske lidelser forværres af stress, og hvis det virker til at være et symptom, så undersøger vi i fællesskab om det muligvis er tilstrækkeligt at slappe mere af i vedkommendes særheder og anerkende at der er visse behov som med fordel kan imødekommes for at vedkommende trives.

Hvis de særheder som er blevet ignoreret i stedet betragtes som mulighed for at passe på sig selv, hvis de masker som er blevet udviklet som overlevelsesstrategi, faktisk kan udnyttes.

"Normal" bliver dermed noget som kan vælges til og fra, og al den energi der har været nødvendig for at fremstå "normal" bliver frigjort til andre ting.

Hele den her retorik og opdeling er alene for at anskueliggøre at ligeså ens mennesker er, ligeså vigtigt er det at kunne slippe fordomme og formodninger, og i stedet være nysgerrige på os selv og vores omgivelser. Så vidt muligt undgå at tillægge personlighedstræk værdi, men fokusere på kontekst og indsats.

Når man tænker sig om så har alle oplevet at føle sig udenfor og "forkerte", men når det kommer til stykket så afhænger det jo udelukkende af hvem man sammenligner sig med og omgås. Der er ikke noget som er universelt godt eller dårligt, rigtigt eller forkert - det afhænger af kontekst. Alle mennesker har oplevet at skulle gå på kompromis med deres behov, for fællesskabet eller for roen, men for neurodivergente vil de ofte have en bagage med af grænser som sandsynligvis er blevet overskredet gang på gang, og her starter arbejdet med at identificere grænser og behov, og så derefter kan vi arbejde med at respektere disse - og definere hensigtsmæssige kompromiser.

Først når det arbejde er på plads kan vi få et indblik i sværhedsgraden og varigheden, og i processen kan medicin fx vise sig at være en genvej, men på sigt være unødvendig - når der er tilstrækkeligt ro på nervesystemet.

Uanset hvilken personlighedskombination du måtte være, så er nervesystemet omdrejningspunktet for din trivsel, hvor visse kombinationer er nemmere at berolige med de traditionelle metoder for den givne kultur. Det handler derfor ikke om at finde en metode som passer til alle, men at du finder den metode der beroliger dit nervesystem - og optimalt tager tingene i opløbet, og her er et fælles sprog gavnligt.